Slotsgade 72, Tranekær, 5953 Tranekær

Fritidshus/flexbolig i historiske rammer

Slotsgade 72 lige ved Tranekær Slot er en af tre boliger i ”Musikanterhuset”, hvor slottets optrædende blev indlogeret fra 1800-tallet. Mange af Slotsgades historiske huse er handlet for nylig og renoveres med stor respekt for den stedlige charme og efter den bevarende lokalplans bestemmelser.
Huset blev gennemgribende renoveret i 1985 og 2011 og herefter løbende vedligeholdt, så det fremstår i god stand. Rækkehuset har flexbolig-status. En perfekt mulighed for at prøve kræfter med øbolivet - eller få et fritidshus med stort udlejningspotentiale.
Inden for få hundrede meter er der flere gode spisesteder og nogle af Langelands bedste attraktioner, bl.a. Medicinhaverne. Pulserende Odense nås på en time, og stranden er kun 1½ km væk i både øst og vest. Den helt perfekte ramme for familieferien, hvad enten man er til afslapning eller aktivitet.
Indretning
Husets 115 m² er veldisponeret med mange sovepladser. Køkkenet med hyggelig spisekrog har HTH-elementer i massivt fyrretræ, bryggerset har vaskemaskine og udgang til haven, og i den lyse stue med massivt bøgeparket er der brændeovn.
I stueetagen findes et stort værelse med bøgeparket, egnet til sove- eller arbejdsværelse, og i tilknytning hertil et mindre børneværelse eller walk in closet. Badeværelset har hvide fliser og stor bruseniche. Udenfor findes desuden et brusebad, hvor vandet opvarmes med solvarme. Førstesalen har et stort soveværelse i hver ende, forbundet af en mellemgang og et lille opholdsrum.
Den østvendte gårdhave er ugenert og altid i læ, omkranset af carport med udhus og den højt beliggende have, hvor aftensolen kan nydes fra den lille pavillon. Bagerst i haven er der udgang til skoven. Under den store overdækkede terrasse kan hele familien samles til mange gode måltider og aftenhygge ved grillen.
Huset opvarmes med varmepumpe i køkken/stue suppleret med brændeovn i stuen og el-radiatorer i værelser (centralvarme og oliefyr er sløjfet). NB: Energimærket er beregnet på basis af helårsbeboelse. Som fritidshus med konstant vintertemperatur på 10° har elforbruget været på 2.532 kWh årligt.
Huset sælges med inventar, dog med visse undtagelser efter nærmere aftale.

Nyeste

Ingen ejendomme passede til dine søgekriterier.